Trustpilot

Lidt om mig

Tidligt i mit liv besluttede jeg mig at uddanne mig som danseinstruktør og danser. Jeg videreuddannede mig i Sverige med drømmen om at leve af at stå på de skrå brædder, men mange gange udvikler livet sig ikke, som man planlægger det og håber på. Jeg fik en skade, som satte en stopper for min drøm om et liv som professionel danser. 


Siden dengang har jeg været vidt omkring, samlet på oplevelser og erfaring. Jeg har arbejdet som model, studeret og arbejdet med drift og ledelse. Jeg opdagede, at det var svært at se mig selv med mine værdier i det miljø, jeg befandt mig i. Efter mange overvejelser om videreuddannelse og retning indenfor de sundhedsfaglige uddannelser, vandt kropsterapien. En uddannelse med hands on og masser af spændende teori, som behandler det hele menneske. Jeg er uddannet kropsterapeut ved B:A:M EDUCATION, også kaldet Body All Mind. 

 

Mit liv har indeholdt mange timer med hovedpine, ondt i ryggen, kroniske smerter og bagage, som trængte til en kærlig hånd. Det var svært at finde en behandler eller behandlingsform, som kunne håndtere og koble både det, jeg "fejlede" fysisk, og det der fyldte for mig psykisk. I mine behandlingsforløb manglede jeg det, der så mig som et helt menneske - det fandt jeg i kropsterapien. Det er det, jeg vil give videre. Det at se krop og sind i en sammenhæng. Det at se hele mennesket.


I dag føler jeg, at det er mit kald at være kropsterapeut. Jeg vokser af at hjælpe andre med det, der fylder og møde dem lige der, hvor de er. Jeg håber, at jeg en dag ser tilbage med den viden, at jeg har gjort en stor forskel for dem, som har haft behovet.

 

Jeg er mor til tre skønne børn, gift med Michael Grønnemose og bosat i Nyborg i vores drømmehus. Vi bor småt, men godt og der er også lige plads til vores bløde og søde familiehund Indy. Michael og jeg har sammen kontorfællesskabet NUET. 


Drømmene er at kombinere min viden om dans og bevægelse med samtale og kropsterapien. At udtrykke sig til musik er helt unikt og noget som alle, på deres egen måde, kan hvis modet er til det. Musikken er et forstærkende redskab, en hjælpende hånd og er med til at skabe og forstærke følelsen af liv og energi.


Min mand og jeg driver et kontorfællesskab som min klinik er en del af. Vores fysike rammer er varme og rummelig og ligger centralt i Nyborg. 


Jeg glæder mig meget til at tage i mod dig!

Mit mantra er, at vi skal mærke vores krop, lytte til vores sind og være nysgerrige.